Regaining Freedom

Jeg tror jeg er ved at ha genvundet min frihed. Det har taget... ubeskriveligt lang tid faktisk. Men jeg føler mig fri, lige nu, lige i dette sekund. Til at gøre hvad jeg vil. Til at begå fejl, til at gøre det rigtige, til at gøre hvad jeg vil.

Klokken er over et om natten, og jeg ligger i min seng, alene, og drikker kaffe. Jeg burde nok sove. Men burde er bandlyst fra mit repertoire. Jeg gør hvad jeg vil, når jeg vil, hvis jeg vil. Ikke bare fordi jeg kan, men fordi jeg vil. Fordi jeg har brug for at føle min frihed.

Da jeg i sin tid oprettede denne her blog var det for at genvinde min frihed, min frihed til at skrive præcis hvad jeg ville om hvem jeg ville. Evidently har jeg brugt mere tid på at skrive en masse politisk-bla-bla, hvilket også har været utroligt underholdende, men også virkelig tidskrævende og et eller andet sted lidt ligegyldigt. Eller nej, politik er aldrig ligegyldigt. Men jeg har fundet nogle ting i verden der er vigtigere for mig som person, end det er at prøve at ændre verden. Jeg har fundet... Noget andet at dedikere min tid til. Noget personligt. Noget der bare er mit. Noget der skræmmer mig usigeligt, på en helt fantastisk måde.

Anyways, for at vende tilbage til det der med frihed. Jeg føler virkelig at jeg har kæmpet for den, uden at vide at jeg egentlig kæmpede. Først var det Kasper. Det tog tre et halvt års gradvist rykken med mine grænser, før jeg endelig fik nok, og indså at det her ikke var et forhold jeg skulle være i. Men efterfølgende vadede jeg lige direkte ind i et nyt fucked up forhold, uden overhovedet at være klar over at det var det jeg gjorde. Jeg flyttede ind hos Fnug. Det var... Det dummeste ever. Vitterligt. Jeg har ikke engang tal på hvor mange gange jeg var indlagt mens jeg boede sammen med hende. Ikke altid bare på grund af hende, men hun var altid en del af det, på en eller anden måde.

Hun er... Skræmmende. Et skræmmende menneske. Jeg tror faktisk aldrig jeg har mødt et menneske der skræmte mig så meget på et så basalt plan som hun gør. Fordi jeg ser hende ganske enkelt ikke som et rigtigt menneske. Hun er ikke cancer, men hun er ligesom cancer. Hun ødelægger alt omkring sig hvis det betyder at hun kan vokse sig større. Hun tilsidesætter alle andre, for egen vindings skyld. Selv når hun egentlig ikke vinder noget andet end negativ opmærksomhed. Og hvis du tror du er hendes ven, og even more so, hvis du tror hun er din ven, så er det bare et spørgsmål om tid, før den dag kommer, hvor du har et eller andet, hun vil ha, eller hun kan opnå et eller andet, ved at sælge dig ud, og hun gør det. In a heartbeat. Det er slet ikke noget jeg er i tvivl om. Det er sådan det er. Hun har ingen moral, hun har ingen etik, hun har ingen hæmninger, hun er bare denne her person, der vitterligt vil gøre hvad som helst... For medynk. Bare overvej de ting hun gjorde mod mig, den måde hun behandlede mig på, og alligevel formåede hun i blogs at få det til at fremstå som at det var synd for hende, at jeg blev sur på hende. En ting er de ting hun gjorde... Det var bare dumt og dårligt og lamt og så videre. Men bag efter, at sidde og ha ondt af sig selv, fordi tingene har en konsekvens... Det er fucking scary. Det er ikke menneskeligt.

Hun er ikke cancer, men hun er ligesom cancer.

Anyways, jeg rendte ind i hende. På Kofoeds Skole, til Kreativ Skrivning, som åbenbart er noget vi begge to skal til at deltage i. Og jeg så hende sidde der, og det gik op for mig... At jeg har vundet. Ikke fordi Patrick eventually skred fra hende fordi hun var for syg i hovedet, ikke fordi at mit liv er meget mere fantastisk end hendes, ikke fordi jeg stadig har mine venskaber i behold og ved hvem der er mine venner, men fordi jeg har min frihed. Jeg er ikke bundet af hende længere, eller nogen anden person for den sags skyld. Jeg er hundrede procent min egen, og jeg kan være lige præcis hvem jeg vil. Jeg kan udvikle mig, jeg kan blive hvad jeg vil, og jeg kan bruge mit liv på hvad jeg vil. Og mest af alt, så er jeg ikke afhængig af at alle folk synes det er synd for mig hele tiden.

Jeg kan godt li mit liv som det er lige nu. Det tvivler jeg stærkt på at hun kan. Faktisk tvivler jeg på at hun nogensinde bliver tilfreds med sit liv, eller nogensinde har været det. Fordi hun er en tudeprinsesse, en der har brug for at andre har ondt af hende, og hvis hun var tilfreds, ville folk ikke ha ondt af hende, og hvis folk ikke har ondt af hende er hun ikke tilfreds.

Der er sket... en del dårlige ting i mit liv, i tidens løb. Det er der for alle. Eller i hvert fald langt de fleste. Men jeg lever ikke for at dø. Jeg lever for at leve, mest muligt. Det er forskellen på hende og mig. Også selvom jeg aldrig kommer til at opnå noget storslået i mit liv, så kommer jeg stadig til at sidde i sidste ende, og kigge tilbage på det hele som om det var storslået. Bare det at jeg har prøvet en masse dårlige ting, gør det hele så meget vildere, fordi jeg ved hvor svært det kan være at være i live, men jeg overlevede det hele alligevel. Og det er storslået.

For nyligt troede jeg at jeg skulle dø. Sådan virkelig, dø. På en græsplæne i Sengeløse. Jeg var hos min søster, og skulle ud og hente os nogle frysepizzaer vi kunne spise til aftensmad, og på vej ned til brugsen, fik jeg det bare... så dårligt. Altså sådan virkelig: Dårligt. Jeg besvimede i et kort øjeblik, og vågnede op til at jeg havde kastet op ud over en halv græsplæne. Min mave gjorde så sindssygt ondt at jeg var fuldstændigt overbevist om at min blindtarm var eksploderet eller lignende. Jeg lå der i urimeligt lang tid, og tænkte at jeg ville dø nu. Virkelig, jeg var fuldstændigt overbevist om at det var det. Og jeg havde ikke min mobiltelefon med, for den havde jeg været så smart at lade ligge hjemme hos min søster. Så jeg lå der bare, og kunne ikke røre mig fordi det gjorde så ondt. Men jeg kom op igen. På en eller anden måde. Og jeg gik tilbage til min søsters tomme hus, og det tog mig like en halv time at gå noget der normalt tager tre minutter, fordi jeg måtte lægge mig ned på vejen adskillige gange og bare ligge.

Pointen er at jeg rent faktisk kom hjem, og fandt min telefon, og fik ringet. Det tog mig en evighed, og jeg har seriously aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Jeg var så overbevist om at jeg ville dø right then and there. Men det gjorde jeg ikke. Det virker nok ikke særligt episk når man læser om det, random idiot der ligger på en græsplæne og kaster op og er overbevist om at hun skal dø, men på tidspunktet... Der var det insane.

Alting skal nok gå i sidste ende. På den ene eller den anden måde. En milliard ting kommer til at fucke up på vejen, og jeg kommer til at skulle lægge mig ned på vejen igen og igen, men i sidste ende, så kommer jeg til at overleve det. Og med det i mente, vil jeg hellere opleve livet, leve det fuldt ud, end at sidde og overbevise mig selv om at det ville være federe at være død.

Speaking of which, I have stuff to do. Ting der skal skrives. Ting der skal gøres. Et liv der skal leves.

Jeg har tænkt mig at prøve at begynde at skrive blogs igen, men det bliver når jeg rent faktisk har noget at skrive om, der har noget med mig at gøre, og ikke alt muligt andet pis.